Kreative arrangementer og events

Arrangementer som møder, kurser og workshops er uundværlige. Det er her, vi deler viden, får ideer, træffer beslutninger og bygger netværk. Arrangementer, både de små og de helt store, kan være en forandrende kraft, men det kræver god planlægning, nysgerrighed og nærvær. Og gerne en god portion kreativitet!

Jeg har gennem mit 35-årige arbejdsliv afholdt hundredevis af events, workshops, kurser og arrangementer. Nogle har været helt magiske, som fx Frivilligrådets årsmøde i Tivoli Friheden, hvor vi kørte rundt i ballongyngerne med varm kakao en kold novemberdag. Eller kurset om arrangementer, der fandt sted i et shelter på Vestsjælland, hvor vi fik mad lavet over bål og køerne kom nysgerrigt forbi.

Andre har været kiksede, som da vi forelskede os i en gammel lagerhal på Islands Brygge, hvor akustikken var helt forfærdelig og vi småfrøs det meste af dagen. Eller når der bare ikke er mad nok. Mange gange har jeg siddet på samme stol i den anonyme konferencesal uden vinduer og er blevet talt til af 12 forskellige mandlige eksperter, der alle har et stort arsenal af powerpoints, de skal igennem - og det eneste lyspunkt er de hurtige snakke i kaffepauserne.

Er I kørt træt i de sædvanlige powerpoints og ensformige møder? Trænger I til ny inspiration til at skabe bedre arrangementer? Vil I gerne skabe begivenheder med høj energi og værdifuldt udbytte? Så kommer jeg gerne med sparring og inspiration.

Når I skal i gang med at planlægge jeres næste arrangement, er der indledningsvis en række spørgsmål, der skal være svar på:

  • Hvad er formålet?

  • Hvem skal deltage?

  • Hvilket resultat vil I gerne stå med, når arrangementet er slut?

  • Hvad er indholdet eller programmet for arrangementet?

  • Hvilket miljø eller stemning understøtter jeres formål?

Men der er også en række andre vigtige elementer i et godt arrangement:

  • Stedet - understøtter det jeres formål? Er det velegnet til jeres deltagere?

  • Invitationen - har I sendt den sædvanlige mail til den sædvanlige modtager? Eller har I gjort noget helt andet?

  • Velkomsten - den røde løber og masser af balloner er fantastisk, men mindre kan også gøre det.

    Fokus på disse tre elementer kan medvirke til at skabe en fortælling, som understøtter relationen mellem deltagerne og styrker den samlede oplevelse af arrangementet.

  • Processen - hvordan skruer I på involvering og lytten? Kan I gøre andet end at igangsætte det sædvanlige gruppearbejde

    Hvis deltagerne får mulighed for at reflektere i stilhed, snakke sammen og spejle sig i hinanden, samt bevæge sig, eller røre ved fx en model eller tegne undervejs, appellerer I til forskellige tænke- og læringsstile. I kobler krop og sind - og det husker vi!

  • Afskeden - får I rundet ordenlig af og set alle i øjnene inden de går? Skal der være et glas bobler og hyggelig lounge musik, så deltagerne bliver hængende?

  • Opfølgningen - skal jeres deltagere høre mere fra jer? Læse om arrangementet i det næste nyhedsbrev eller lokalavisen? Hvordan kan arrangementet skabe yderligere PR for jeres budskab?

  • Evalueringen - hvordan samler I op på det der virkede og det, der gik mindre godt? Hvilken læring tager I med jer til næste arrangement? Er I nysgerrige på, hvad deltagerne husker om arrangementet om 3 måneder?

    Nogle gange er vores primære fokus på selve afholdelsen af mødet, workshoppen eller arrangementet, så vi misser de muligheder og den forankring, der ligger i afrunding, opfølgning og evaluering.

 Få mere inspiration og viden om arrangementer: