Sundhedsplejersker 2Jeg har altid tegnet. Det skaber en ro indeni mens jeg gør det, og bagefter ser jeg verdenen med nye øjne, og især farver gør et stærkt indtryk. Jeg har samtidigt altid tænkt, at det var noget, jeg var nødt til at gøre alene. Da jeg er socialt menneske, der får energi i samværet med andre, har det været et dilemma at få tegneaktiviteten indpasset. For hvornår har jeg egentlig flere timer i streg midt i et travlt arbejds- og familieliv, hvor jeg kan stemple ud og bare tegne?

Det har jeg så lige haft – på en hel ny måde. For jeg har fungeret som grafisk referent på et seminar, som Julie Pi har lavet for sundhedsplejerskerne i Næstved Kommune. I to dage har disse skønne, gæve, modige, ambitiøse, oprigtige og lattermilde kvinder knoklet med at undersøge deres egne og hinandens visioner, drivkraft og barrierer for forandring. Og så har de formuleret visioner for deres 3 områder i kommunen, og det hele er kulmineret i en fælles vision for sundhedsplejen.

Min opgave var at tegne deres seminar. Jeg stod bagerst i rummet og tegnede mens det summede omkring mig; jeg oplevede deres fantastiske lydhørhed over for hinanden, da de blev guidet i korsang af en professionel sangerinde og jeg mærkede den dybe ro, der faldt over dem, da de lavede yoga og fik fokus på vejrtrækning.

Tegningen er deres. Det allersidste jeg gjorde, var at sætte en ramme om tegningen; det var så det seminar, og min opgave var slut. De rullede hele molevitten sammen (3m x 1,2m), og jeg tænker, at det jo også er det vi gør, når vi er færdige med et udviklingsforløb – ruller det sammen. Det er meningen, at tegningen skal rulles ud og op og hænge hjemme på kontoret. Og så skal alt det, de sagde, delte, drømte om og forpligtede sig på ind i hverdagen efter seminaret. Jeg håber, at tegningen kan støtte denne proces. Og er vildt glad for at opdage, at jeg kan bruge det at tegne på en hel ny måde.